Sådan rengør du din stegepande i carbonstål m. dobbelthåndtag

En stegepande i carbonstål med dobbelthåndtag er perfekt til madlavning, hvor du skal bruge fantastisk varmelagring. Du kan tilberede alt fra møre, braiserede grøntsager til saftige steaks. Derudover er stegepanden super alsidig, da den både kan bruges på induktion, keramisk, gas, grill, over direkte ild og i ovnen – ja, alle varmekilder. Hvis du ikke har læst vores guide til brug af panden, kan du finde den her.
Men hvordan skal stegepanden rengøres efter brug? Det vil vi fortælle dig i denne guide.
Sådan rengør du stegepanden efter brug
Hvis du har andet køkkengrej i carbonstål, som eksempelvis en jernpande, så er det sandsynligt, at du allerede kender metoderne. Rengøringen af stegepanden er nemlig identisk med de metoder, som bruges på stegepander i carbonstål og stegeplader - og det er heldigvis ret nemt.
Metode 1: Tør med køkkenrulle
Hvis du har tilberedt noget på din stegepande, som ikke har sat sig fast er det simpelt at rengøre panden. Det eneste, du skal gøre, er, at fjerne overskydende fedtstoffer og madrester med et stykke køkkenrulle. Derefter er panden klar til opbevaring.
Metode 2: Saltmetoden
Har du f.eks. stegt kød eller grøntsager, så kan det ske, at noget har sat sig fast på stegepanden. Men dette er heldigvis også let at fjerne og også uden at fjerne din seasoning, som giver panden sin nonstick-effekt - og derfor gerne skal forblive intakt.
Det, du skal gøre, er, at påføre groft salt på stegepanden og en smule olie. Derefter smøres blandingen rundt på panden med en svamp, en tør klud eller køkkenrulle, indtil de genstridige madrester er væk.
Metode 3: Simremetoden
Hvis metode 2 ikke har været nok til at fjerne madresterne, kan du prøve følgende fremgangsmåde: Start med at dække overfladen af stegepanden med en smule vand og lad det simre, mens du forsigtigt skraber overfladen med en træpalet for at fjerne de sidste madrester. Vigtigt er det dog, at du sørger for, at panden bliver helt tør efterfølgende og påfører et tyndt lag olie for at forhindre rustdannelse – dette er også vigtigt, hvis du blot har valgt at skylle panden af. Når disse trin er udført, er din stegepande klar til opbevaring.
Sådan rengør du stegepanden i dybden
Har du lånt din stegepande til en ven, som ikke har været helt punktlig med vores plejeguides, så kan det ske, at fastbrændte madrester eller rust sætter sig i stegepanden. Særligt hvis stegepanden har fået vand eller fugt, risikerer du rustdannelse.
Men frygt ej!
Med denne metode kan du få din stegepande til at fremstå som ny:
OBS. Ved begge disse metoder er det nødvendigt at give din stegepande en ny seasoning efterfølgende, da disse fjerne den eksisterende seasoning. Find guiden her eller længere nede.
Trin 1: Skrub stegepanden
Hvis der sidder madrester eller små rustpletter på stegepanden, kan du skrubbe overfladen med en børste, grov svamp eller en klump ståluld.
Trin 2: Brug eddike
Hvis der stadig sidder madrester eller rust i stegepanden, har vi endnu et trick:
-
Bland lige dele vand og lagereddike i stegepanden og sæt den over medium varme på komfuret eller grillen.
-
Lad blandingen simre i mindst 15 minutter – du kan undervejs børste med en opvaskebørste, for at se, om pletterne har løsnet sig (selvfølgelig ikke en i plast).
-
Hæld blandingen ud.
-
Skrub panden grundigt med varmt vand og sæbe for at fjerne eventuelle mad- eller rustrester.
-
Efter rengøringen er det vigtigt at give din stegepande et nyt lag seasoning ved at brænde den ind med et tyndt lag olie. Dette hjælper med at genopbygge den beskyttende belægning og nonstick-effekten.
Lav en ny seasoning ved at følge vores guide til stegepander i carbonstål her.
Fik du ikke svar på alt?
Så sidder en af vores produkteksperter klar til at hjælpe dig:
