Brioche brød

TV-kok & kogebogsforfatter

Her får du Adam Prices opskrift på et luftigt og lækkert brioche. Brødet er fyldt med smør og æg, hvilket gør det dejligt blødt.
Brioche stammer fra Frankrig, hvor det klassisk spises med smør og marmelade – derudover er brødet perfekt til cowboytoast, sandwiches eller arme riddere til morgenmad og brunch.
Tip: Dejen kan eventuelt laves i røremaskine.
Pisk æggene helt luftige med sukkeret i en skål.
Lun mælken, og rør gæren ud i den lune mælk. Kom den lune gær-mælk i æggemassen.
Tilsæt salt og mel lidt efter lidt. Hold evt. lidt mel igen.
Kom nu det bløde smør i, til dejen er helt homogen. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.
Ælt derefter dejen igennem på et meldrysset bord.
Nu deles dejen i 4 dele, som formes til boller. Alt efter størrelse af formen, burde det cirka passe med, at du kan lægge de fire boller i en typisk formbrødsform.
Husk at smøre formen grundigt med rigeligt smør først.
Lad nu dejen hæve i en time, dækket med et viskestykke. Efter en time burde bollerne have hævet sammen til et samlet brød, men så man tydeligt kan se de fire oprindelige bollers form endnu.
Briochebrødet pensles med lidt æg pisket sammen med 1 tsk. sukker og lidt vand. Med en meget skarp kniv skæres et lille kryds i hver bolle.
Brødet bages ved 220-230 grader i 10-15 min. Derefter skrues ovnen ned på ca. 175-180 grader og brødet får ca. 20 minutter mere. Det skal være gyldenbrunt og dufte himmelsk.
Brødet tages ud af formen og køler af på en rist.