Salt parmaskinke, cremet burrata og frisk pesto går man aldrig galt i byen med. Her fungerer det også helt fantastisk med bunden af tomatsauce og mozzarella, som er typisk for en klassisk pizza.
Hvis du vil, kan du prøve forskellige typer skinke eller måske prøve med en valnøddepesto i stedet - variationer er mange, så det er bare med at komme i gang og finde din favorit.
Ingredienser
Til fire pizzaer
- 1 portion pizzadej klar til fyld
- 200 g pizzasauce
- 200 g mozzarella
- 150 g parmaskinke
- 1 lille glas pesto
- 2 burrata
- Frisk basilikum
Sådan gør du
Fordel pizzasaucen på pizzabunden, og fordel mozzarellaen ovenpå.
Bag pizzaen på bagestål, til bunden er sprød og har brune pletter på kanten.
Fordel parmaskinken på den lune pizza, men lad midten være fri.
Halver din burrata, og læg en halvdel på den tomme plads i midten.
Fordel pesto rundt på pizzaen og pynt med basilikum.
Server med det samme.