Vol au vents med krebs og kantareller er en perfekt lille sensommer hapser. Kan du ikke få fingrene i friske kantareller, kan du enten udelade dem helt eller udskifte dem med andre svampe.
Vol au vents kan du lave selv af butterdej. Alternativt kan de købes færdiglavede, eller du kan benytter krustader eller tarteletter i stedet.
For en endnu nemmere version kan du desuden erstatte den opbagte sauce på bisque med mayonnaise smagt til med citronsaft og tomatpuré.
4 personer
Ingredienser
20 g smør
2 spsk. hvedemel
2,5 dl skaldyrsbisque
80 g kantareller
Smør til stegning
150 g kogte krebsehaler
12 små vol au vents
Friske urter og/eller salat til pynt, fx kørvel og frisée
Salt og peber
Sådan gør du
Smelt smørret i en gryde, tilsæt hvedemel, og rør det godt sammen. Kom nu skaldyrsbisque i lidt efter lidt, så der dannes en opbagt sauce.
Rens kantarellerne, og steg dem et par minutter i smør på en pande.
Kom kantareller og krebsehaler i den opbagte sauce, og smag til med salt og peber.
Lun vol au vents i ovnen, fordel fyldet i dem, og pynt med kørvel og friséesalat.