Blæksprutte er ikke en af de hyppigste råvarer i de danske køkkener, men her fås den i selskab med grillet hjertesalat i en version, hvor alle kan være med. Opskriften er udviklet af Christian F. B. Puglisi, som er kok og restauratør på Bæst og Mirabelle.
Her er opskriften delt op, men du kan med fordel tilberede både hjertesalat og blæksprutte på samme tid, som Christian Puglisi gør i videoen. Hvis du vil skalere opskriften op, kan du udnytte pladsen på den store stegeplade og fylde den ud med hjertesalat.
Se opskriften her
Ingredienser
Til 2 personer
250 g dansk blæksprutte
2 hjertesalater
2 fed hvidløg
1 spsk kapers
2 spsk brødkrummer
1 håndfuld basilikum
2 spsk klaret smør - du kan også bruge en neutral olie
Citron
Salt
Sådan gør du
Grillet hjertesalat
Varm en stegeplade langsomt op til medium/høj varme.
Skær bunden af hjertesalaten, og flæk hvert salathoved i to.
Tilsæt 1 spsk klaret smør, når stegepladen er varm, og dernæst hjertesalaten med den flade side nedad. Drys med salt.
Når den ene side er gyldenbrun og karamelliseret, vendes hjertesalaten og steges kort på den anden side, hvorefter den fjernes fra stegepladen.
Blæksprutte
Ordn blæksprutten og skyl den, så du har et rent, pænt stykke. Skær blæksprutten ud i mindre stykker, som snittes i overfladen på hver led, så du ender med en ternet overflade - se videoen for fremgangsmåde.
Snit hvidløg fint, og knus kapers.
Varm en pande op, til den er godt varm. Tilsæt 1 spsk klaret smør og lad det varme op.
Tilsæt blæksprutte på den brandvarme pande, drys med salt, og lad det stege.
Tilsæt kapers og hvidløg og sauter blæksprutten kort.
Tag blæksprutten af panden.
Anretning
Skær den grillede hjertesalat i grove stykker. Bland med blæksprutte og lidt citronsaft.
Anret med brødkrummer, mere citronsaft og frisk basilikum.