Andesteg
TV-kok & kogebogsforfatter
Juleanden er en fast tradition i mange danske hjem juleaften, hvor den udgør julemiddagens midtpunkt. Her får du Adam Prices opskrift på langtidsstegt andesteg, så du får et saftigt, smagfuldt resultat på julebordet.
Du kan lave anden i god tid og varme den igen, lige inden I skal sætte jer til bords – så slipper du for trængsel og alarm i køkkenet op til gæsternes ankomst.
I bradepanden lægges grove tern af løg, gulerødder og selleri.
Rens anden og tør den grundigt af – den må ikke være våd eller fugtig. Krydr den godt med salt og peber.
Skræl madæblerne og skær dem i tern. Skær de udstenede svesker i mindre stykker i samme størrelse som æblerne.
Fyld anden med æbler og svesker, og luk den omhyggeligt med kødnåle. Buk gumpen op, og brug den til at hæfte sammen og lukke anden så godt som muligt.
Læg anden på en rist over en bradepande.
Brun anden ved 220 °C i ca. 25 minutter.
Skru derefter ned til 150–160 °C, og hæld ca. 1 liter vand i bradepanden. Steg videre i ca. 2,5 timer. Tjek løbende, at anden ikke steger tør – tilsæt evt. mere vand undervejs.
Efter endt stegetid skal lårene føles løse, når du drejer let på dem. Tag anden ud, og lad den hvile på et skærebræt i ca. 20 minutter. Du kan enten skære den ud og servere anden nu, eller kan du vente med at skære den ud og gemme den til senere.
Har du lavet anden tidligere på dagen skal den skæres ud og derefter steges sprød igen, når gæsterne går til bords.
Skær anden op i hoveddele: bryster, lår, overlår og vinger. Enten steger du delene sprøde på en stor pande i andefedt, eller du kan give dem et par minutter under ovnens grill. Hvis du gør det sidste, må du ikke forlade ovnen – anden branker hurtigt!
Andesky & fedt
Væsken i bradepanden vil primært være andefedt. Hæld det hele gennem en si over i en klar skål.
Væsken deler sig hurtigt i fedt og stegesky. Har du en sovsepipette, kan du suge skyen op fra bunden. Ellers kan du stille skålen i fryseren i ca. en time og derefter skille fedt og sky. Skyen gemmer du til andesovsen.
Fedtet skal ikke smides væk! Brug det til rødkål og til at stege kartofler i til juledagene. Du kan også lave opbagningen til saucen med lidt andefedt blandet med smør – det smager fantastisk.







