Sådan fjerner du rust fra din stegepande i carbonstål - Gastrotools.dk

Sådan fjerner du rust fra din stegepande i carbonstål

Bare rolig, din pande er ikke ødelagt, bare fordi den har fået en smule rust.
Med lidt lagereddike og kærlig pleje, kan den blive så god som ny.

Rust og stegepander går ikke så godt hånd i hånd. Derfor er det heller ikke unormalt at panikke lidt, hvis du en dag ser din yndlingspande med rust! 

Heldigvis er det nemt at fjerne rustpletter fra jernpander / carbonstålpander - og din pande vil yde lige så godt (hvis ikke bedre), når du har fulgt denne guide.

Det kræver lidt mere end blot sæbe og en svamp, når der skal fjernes rust. Men med et par gode tips, bliver du klædt på til både at fjerne rust og sikre dig, at det ikke opstår igen. 

Hvorfor ruster min pande?

Modsat stegepander i rustfrit stål, vil jernpander ruste, hvis de efterlades i et fugtigt miljø over længere tid. Det skyldes legeringen i jernpander/carbonstålpander, som består af 99% jern og 1% kulstof. Jernet i stegepanden kan oxidere - og det er produktet af denne reaktion, som præsenterer sig som rust på panden. 

Den gode nyhed er, at du som ejer af en jernpander eller carbonstålpande, kun skal bekymre dig om rust, hvis du efterlader stegepanden i et fugtigt miljø i længere tid. Det kunne eksempelvis være, hvis panden står i blød i håndvasken (hvilket vi IKKE anbefaler). Faktisk opstår rust ofte efter rengøring.

For at forebygge og undgå rust anbefaler vi kraftigt, at du følger disse trin, hver gang du har brugt vand i forbindelse med rengøring af din jernpande:

  • Tør stegepanden af med et viskestykke
  • Sæt stegepanden på komfuret
  • Indstil komfuret ved lav varme indtil al vand er fordampet
  • Smør i et tyndt lag indersiden af panden med en olie, som har højt røgpunkt (eks. vindruekerneolie)
  • Fjern panden fra varmen, og lad den køle ned
  • Tør evt. overskydende olie væk fra panden

Et beskyttende lag olie, kan gøre hele forskellen, når det kommer til rust.

Hvis du bor i et særligt fugtigt område eller bruger din jernpande meget udendørs, er der en forøget risiko for udvikling af rust pga. fugtigheden i luften. I så fald, bør du være ekstra grundig med at følge vores tips i guiden her - og opmærksom på både at smøre indersiden og ydersiden i olie, når du brænder panden ind (ved den proces, der kaldes "seasoning").

Hvis din pande allerede har fået rust, så følg med - der er hjælp at hente!

Sådan fjerner du rust fra din stegepande

Der er flere metoder, du kan bruge til at fjerne rust fra din carbonstål- eller jernpande. Her kommer vores tre favoritter:

Salt-metoden:

Den mildeste metode. Her bruger du groft salt og en smule olie til at skrubbe rusten af panden. Metoden er rigtig god til at fjerne mindre rustpletter.

  • Tilsæt groft salt og en smule madlavningsolie ovenpå rustpletten
  • Skrub salt og olie ind i rustpletten i cirkulære bevægelser med et stykke køkkenrulle eller en blød klud indtil rusten er helt væk 
  • Brænd din jernpande ind i olie i den proces, der kaldes "seasoning"

Skure-metoden:

I denne metode, skal du bruge enten en grov skuresvamp, ståluld eller lignende for at skrubbe rusten af panden. Det er en super nem og effektiv metode, som er rigtig god til at fjerne rust både på indersiden og ydersiden af panden. 

  • Skrub rustpletten i små cirkulære bevægelser med ståluld eller en grov skuresvamp 
  • Skyl panden i varmt vand og sæbe (gentag trin 1, hvis der stadig er rust)
  • Giv din jernpande et nyt lag seasoning ved at brænde den ind med olie

Når du har skrubbet og renset stegepanden, så sørg for at den er helt tør, inden du sætter den tilbage i køkkenskabet.

Eddike-metoden:

Hvis der er kommet meget rust på din jernpande, så er denne metode din redning. Bemærk, at det er enormt vigtigt, at du giver din pande et nyt lag seasoning, dvs. brænder den ind i olie, når du har renset med eddike. Eddike fjerner nemlig den naturlige beskyttelse og nonstick, der er bygget op på panden.

  • Kom lige dele vand og lagereddike i panden, og sæt den over medium-varme på komfuret
  • Hæld blandingen ud
  • Skrub panden med varmt vand og sæbe
  • Giv din jernpande et nyt lag seasoning ved at brænde den ind med et tyndt lag olie 

Derfor skal du brænde din jernpande ind med olie, når du har fjernet rust

Når du fjerner rust fra stegepandens overflade, vil du også komme til at fjerne noget af det beskyttende lag olie, som er det, der både beskytter mod fremtidig rust og giver panden sine naturlige nonstick-egenskaber. 

Derfor er det enormt vigtigt, at du genopbygger pandens naturlige nonstick og beskyttelse. Vi har skrevet en guide om, hvordan du gør - men i grove træk handler det om at smøre panden ind i et tyndt lag olie og brænde den ind, hvorved olien hærder. 

Se vores videoguide herunder:

Hvis du leder efter en ny jernpande / carbonstålpande, så tjek vores stegepander ud her

← Ældre indlæg Nyere indlæg →

Guides

RSS

Stegepande i carbonstål: Faser & udfordringer

Carbonstål er et materiale, som er kendt at opbygge naturlig nonstick ved patina. Det betyder, at overfladen udvikler sin farve og udtryk over tid, efterhånden som...

Læs mere

Mød producenten bag vores italienske kogegrej

Kogegrej i både carbonstål og rustfrit stål har altid været førende i det professionelle køkken - og det er der en helt særlig årsag til....

Læs mere

Modtag tips & tricks direkte i din indbakke