Sådan rengør du dit kogegrej i rustfrit stål
Er du den heldige ejer af kogegrej i rustfrit stål, så ved du helt sikkert hvor nemt det er, at rengøre dine gryder og pander efter brug.
Men nogle gange sidder der lidt ekstra fast i overfladen, som man gerne vil have bugt med. Derfor giver vi dig her vores bedste tips og tricks til rengøring af både gryder og pander i rustfrit stål.
Daglig rengøring
Rustfrit stål er super nemt at rengøre! Stålet kan nemlig holde til det meste - og du vil i 99% af alle tilfælde kunne klare jobbet med varmt vand, opvaskemiddel og en opvaskebørste.
Stålet er utrolig holdbart og kan godt tåle, at du bruger ståluld - men alligevel anbefaler vi, at du undlader det for at undgå at få unødigt mange ridser i overfladen.
Kan gryder og pander i rustfrit stål tåle at komme i opvaskemaskinen?
Det hurtige svar er, ja - men ligesom med brugen af ståluld anbefaler vi, at du undgår det og i stedet vasker din gryde eller pande op i hånden. Det gør vi af den simple grund, at du kan tørre overfladen med det samme, og på den måde undgår du, at der danner sig kalkaflejringer.
Så derfor er vores tip: Vask altid rustfrit stål op i hånden med vand og sæbe, og tør det af med det samme!
Hvis din gryde eller pande alligevel er røget en tur i opvaskemaskinen, kan du heldigvis nemt fjerne kalkaflejringerne.
Sådan fjerner du kalk-, olie-, og regnbuepletter
Står du med en pande med kalkaflejringer, oliepletter eller regnbuepletter?
Det har egentlig ikke en betydning for funktionaliteten, men det er nemt at fjerne.
Det eneste du skal bruge er eddike, en grov svamp og en masse knofedt!
Ved at skrubbe eddiken ind, vil det ofte være nok til at opløse pletterne på overfladen - uanset om det er kalk-, olie- eller regnbuepletter. Det kræver blot lidt tålmodighed og en masse knofedt.
Hvis ikke dette fjerner pletterne, er der et sidste trick forsøge dig med.
Sådan fjerner du genstridige pletter
Hvis eddike i sig selv ikke var nok til at fjerne dine pletter, kan du blande det med en smule bagepulver - og smøre overfladen på din gryde eller pande ind i denne paste.
OBS: Da vi her arbejder med syre og base anbefaler vi altid, at du bruger handsker ved denne metode!
Med disse tre teknikker kan du klare alt fra den daglige rengøring, til at fjerne kalkaflejringer, olie- og regnbuepletter.
Fik du ikke svar på alt?
Så sidder en af vores produkteksperter klar til at hjælpe dig: