Når det kommer til skærebrætter, bør du altid gå efter et i træ frem for plastik eller bambus. Plastikskærebrætter holder ikke så længe, som man måske skulle tro - og de kan have en tendens til at gøre dine køkkenknive sløve.
Træskærebrætter gør ikke dine køkkenknive sløve, og så holder de faktisk i rigtig mange år, hvis du passer på dem. Særligt hvis du vælger et i høj kvalitet som f.eks. massivt egetræ, som også har fantastiske naturlige antibakterielle egenskaber.
Se vores videoguide her:
Daglig pleje af træskærebrætter
Nøglen til at give dine skærebrætter et langt og godt liv er at kontrollere fugt. Træ består af naturlige fibre, som vil absorbere vand og potentielt kan blive skævt, når træet tørrer igen. Derfor er det enormt vigtigt, at du aldrig lader skærebrættet ligge i blød i vand længe - og slet ikke i opvaskemaskinen!
I det daglige kan du med fordel bruge en svamp eller børste og rengøre dit skærebræt i varmt vand og sæbe. Du skrubber bare indtil evt. pletter eller madrester er væk - men HUSK altid at vaske begge sider af brættet, så det ikke slår sig og bliver skævt.
Tør skærebrættet med et viskestykke og stil det opad væggen, så det kan lufttørre helt. Du bør aldrig sætte et fugtigt skærebræt flat på bordet eller i en skuffe, da det vil forhindre brættet i at tørre ordentligt.
Sådan fjerner du pletter fra skærebrættet
Hvis der er kommet pletter på dit spækbræt eller skærebræt i træ, er der en løsning - også selvom du har snittet rødbeder og gurkemeje...
Du skal kun bruge to ting - bagepulver og vand. Kom et par spiseskefulde bagepulver direkte på overfladen af skærebrættet, og tilsæt så kun lige akkurat nok vand til, at du opnår en glat "paste"-agtig konsistens.
Skrub blandingen ind i skærebrættet med en svamp og rens derefter med vand og sæbe. Tør brættet af og lad det derefter luftørre helt opad en væg.
Pleje af træskærebrætter med olie
Et af de bedste tips til at forlænge dit skærebræts levetid er at give det olie med jævne mellemrum - så træskærebrættet aldrig tørrer helt ud. Et tørt skærebræt slår lettere sprækker, bliver skævt og fibrene i træet vil have større tendens til at rejse sig.
Når dit skærebræt er rent og helt tørt, så dyp et stykke køkkenrulle eller en klud i olien (eks. madolie eller anden fødevaregodkendt træolie) og fordel olien udover hele overfladen på skærebrættet. Olien absorberes i træet og beskytter mod fugt. Lad skærebrættet absorbere olien i 10-15 minutter og tør så overskydende olie væk.
Vent med at bruge skærebrættet til dagen efter, så du er sikker på, at olien er ordentligt absorberet - og gentag processen, hvis træet stadig ser tørt ud.
Vi anbefaler, at du plejer dit træskærebræt med olie en gang om måneden, eller når træet ser tørt ud.
Sådan gør du overfladen på træskærebrættet blød og smuk igen
Med tiden som du bruger dit træskærebræt vil du opleve at både snittearbejde og rengøring vil patinere overfladen og give mærker - ligesom overfladen kan blive mere ru, hvis træfibrene rejser sig efter rengøring.
Det er helt naturligt, og ofte kan du helt undgå problemet ved at sørge for at skærebrættet altid er olieret ordentligt. Mærker fra dine knive bør du se som en del af skærebrættets historie - og netop patinaen herfra gør dit skærebræt helt unikt! Hvis du også bruger brættet til servering, kan du jo nøjes med at snitte på den ene side og bruge den anden side til servering og anretning.
Skulle overfladen være blevet lidt for ru - og ridserne lidt for mange - så kan du altid give brættet en let slibning med sandpapir i korn 240 eller lidt grovere. Hvis du kun har vasket skærebrættet en enkelt gang, så vent lige til, du har brugt det et par gange mere - så sørger du nemlig for, at de fleste fibre har rejst sig. Efter slibning, skal du altid give brættet en grundig oliering for at undgå at vandet kan trænge ind og få træet til at udvide sig.
Når du passer godt på dit skærebræt i træ sikrer du dig, at dine knive har den perfekte skæreoverflade - og at maden kun kommer i kontakt med et helt rent og lækkert skærebræt.