Klassisk andesteg med æbler og svesker

Klassisk andesteg med æbler og svesker

For størstedelen af den danske befolkning er julen ikke komplet uden en saftig andesteg med sprødt skind på julebordet. Her kommer en nem og lækker opskrift på klassisk andesteg fyldt med æbler, svesker, løg og timian.

For det bedste resultat tages anden ud af køleskabet en times tid før, at du skal stege den. Steger du mere end én and ad gangen, øges stegetiden med 15-20 minutter. Bemærk, at alle ovne er forskellige, og derfor kan stegetiden variere. Anden er klar, når lårbenet føles løst, når du hiver let i det. 

Vil du stege anden tidligere på dagen eller dagen før, undlader du blot sidste trin ved 225 grader. I stedet tages anden ud af ovnen, og den afkøles og parteres. Inden servering bringes anden til stuetemperatur, hvorefter skindet pensles med andefedt. Steg andestykkerne i ovnen ved 225 grader i cirka 15 minutter, til skindet er sprødt.

Ingredienser

4 personer

1 hel and, ca. 3-3,5 kg

2 madæbler, f.eks. Belle de Boskoop

1 lille løg

100 g svesker

3-4 kviste frisk timian

Flagesalt og peber

 

Til saucen:

2 løg

2 gulerødder

1 liter vand

3-4 kviste timian

Hals og evt. vingespidser fra anden

Sådan gør du

Tænd ovnen på 140 grader varmluft. 

Fjern eventuel indmad fra anden, skyl den, og dup den tør. Gnid den indvendigt og udvendigt med salt og peber. Skræl æblerne, og skær dem i grove tern. Pil løget, halvér det, og snit det groft på langs. Fordel æble, løg, svesker og timian i andeskroget, og luk det med kødnåle.

Pil løg, og snit dem groft. Skræl gulerødderne. Fordel begge dele i en bradepande, hæld vandet ved, og tilsæt timian, hals og eventuelt vingespidser fra anden. Sæt bradepanden i ovnen, og sæt en rist over. Læg anden på risten med brystet nedad, og steg den i 1 time. Vend anden, og steg videre i 1-1,5 time, til anden er mør - mærk efter ved låret. Det skal føles løst.

Skru ovntemperaturen op til 225 grader, og steg videre i cirka 20 minutter, til anden er sprød og gylden.

Lad anden hvile i 20-30 minutter inden udskæring.

← Ældre indlæg Nyere indlæg →

Opskrifter

RSS
Kogt hummer

Kogt hummer

Det sarte og delikate kød er så fin en spise, at du ikke behøver at gøre meget andet end at lave en god kogelage og...

Læs mere
Surdejsbrød

Surdejsbrød

Surdejsbrød kan føles som en videnskab i sig selv, men det behøver ikke være så svært. Her får du en mere simpel version med lav...

Læs mere

Modtog tips & trick direkte i din indbakke