Gratis levering: 1-3 hverdage.

Nytårsdessert: Chokolade-mokka parfait med citrussalat og brud af kakaomarengs

Puuuh. Vi kan næsten ikke få mere ned - og så er der også kransekagen… Men vi garanterer dig. Så snart denne dessert står på bordet foran gæsterne, har de alle fået gjort plads i maven. 

Aftenens sidst ret - desserten, byder på en dejlig chokolade-mokka parfait med citrussalat og brud af kakao-marenges. 

Desserten her er forholdsvis nem at lave, men da vi gerne vil bruge selve aftenen med vores gæster, kan du med fordel lave desserten aftenen inden. 

Det skal du bruge:

  • 5 dl piskefløde
  • 100 g mørk chokolade ca. 65 %
  • 0,5 tsk. instant kaffe
  • 1 spsk. rørsukker
  • 6 æggeblommer
  • Revet skal af citrusfrugterne
  • 3 æggehvider
  • 125 g flormelis
  • 2 dråber eddike
  • 1 knsp. salt
  • Kakaopulver
  • Korender (små rosiner) - eller tranebær
  • Mandler - bagt ved 125 grader og hakket
  • Valnødder - bagt ved 125 grader og hakket
  • Hasselnødder - bagt ved 125 grader og hakket
  • 2 clementiner
  • 2 appelsiner
  • 1 kvist jernurt



Sådan laver du aftenens dessert

Vores dessert består af tre dele. En parfait, en marengs og en citrussalat. Vi tager det hele trin for trin, så det er nemt at overskue. 



Step 1 - chokolade-mokka parfait

  1. Tag din fløde, og kog den op med kaffepulveret (uden at den brænder på). Smelt så chokoladen heri, indtil den er helt opløst. Efterfølgende sætter du massen på køl, indtil den er fuldstændig gennemkold.

  2. Når den er gennemkold, pisker du den let-stiv - men pas på, det går hurtigt til sidst.

  3. Dernæst pisker du æggeblommer og sukker fuldstændig hvidt og luftigt. Vend så de to masser sammen, og kom dem i nogle smukke glas og forme. Smid dem så i fryseren i mindst 5-6 timer. 

 

Step 2 - din marengs med nødder, korender og tranebær

 

  1. Start med at blande æggehvider, sukker, salt og eddike. Pisk det herefter stift. Til sidst drysser du kakao i, mens du pisker den færdig. Riv herefter lidt skal fra din appelsin i, og rør det godt ud.

  2. Nu tager du dine ristede nødder og tranebær og vender det hele i.

  3. Tag så et bagepapir, og smør marengsmassen ud i et tyndt lag. Når det er gjort, bager du den i 1 - 1 ½ time ved 80-90 grader, indtil den er helt tør.



Step 3 - citrussalat

Den sidste og nemmeste del. Denne del gør du lige inden, desserten skal serveres

 

  1. Du tager din appelsin og skærer den i fileter (se i videoen, hvordan Thomas gør det).

  2. Derefter piller du clementinerne ud i fileter og skraber det hvide af ved hjælp af en lille kniv.

  3. Pluk til sidst nogle pæne blade af jernurtkvisen. Og så er vi ellers klar til anretningen af vores desserter. 

 

Anretning

  1. Start med at tage parfaiterne ud cirka 10-15 minutter inden servering.

  2. Dekorer dem så med citrusfrugterne og nogle jernurtblade. Hvis det kribler lidt i dig for at lægge en lille klat flødeskum ovenpå, er det bestemt heller ikke nogen dårlig tanke. Det kan du roligt gøre.

  3. Til sidst tager vi en eller to marengsplader og sætter på toppen. Er der noget ekstra marengs til overs, kan dette serveres ved siden af desserten - eller gemmes i en lufttæt beholder.

Og med det sagt nåede vi også i mål med denne nytårsmenu. 

Vi håber, I får en skøn aften med den lækreste mad til. Godt nytår! 

 

Opskrifter

← Ældre indlæg Nyere indlæg →



Skriv en kommentar

Bemærk, kommentarer skal godkendes, før de bliver synlige på webshoppen.